logo

Foretrækker du Dyre eller Billige Biler?

Har du nogensinde prøvet at klikke dig ind på en stor bilforhandlers hjemmeside, og så scrolle ned igennem alle mulighederne? Der er så ufatteligt mange forskellige biler til salg i dag, at det slet ikke er til at overskue. Folk tager derfor forskellige metoder i brug for, at skære ned på antallet af biler, som de er nødt til at forholde sig til. Det er helt naturligt, og absolut en nødvendighed, hvis man skal have nogen chance for at kunne holde nogle biler op imod hinanden. Men nogle tilgange giver mere mening end andre.

Det giver mening at prisen er en faktor i ens beslutningsproces, men ikke at den er den primære eller endda eneste faktor. Jeg talte for nyligt med en kollega, der fortalte mig, at han kun kiggede på dyre biler. Han foretrak nemlig dyre biler over billige biler. Det giver ikke nogen mening: den oplevede værdi af en bil har ikke nogen direkte sammenhæng med den pris, som en forhandler tager for den.

Jeg siger ikke, at der ikke er en sammenhæng imellem pris og kvalitet. Jeg siger bare, at dyrere ikke altid betyder bedre. Det er langt mere fornuftigt at beslutte sig for et budget, og så vælge den bedste bil i den prisklasse, til ens behov. Men man kan ikke foretrække ”dyre biler” over ”billige biler”. Den højere pris kan nemlig skyldes mange forskellige ting. Får du en bedre køre-oplevelse i en guldbelagt Renault Kadjar, end du gør i en helt almindelig Renault Kadjar? Selvfølgeligt gør du ikke det. En Kadjar giver den samme gode køreoplevelse, uanset hvad den er belagt med. Men den af guld vil selvfølgeligt have en langt højere pris, end den der ikke er belagt med guld. Det er måske et ekstremt eksempel, men det illustrerer nu meget godt min pointe: ikke alt der koster mere, har en positiv effekt på de ting, du værdsætter ved en bil.

Der er mange faktorer der kan have betydning på bilens pris. Går du op i, om den har lædersæder, eller om sæderne er lavet af stof? Er det vigtigt for dig, at bilens kontrolpanel kan lyse i alle regnbuens farver, eller er du fint tilfreds med en enkelt farve lys? Du kan have en præference indenfor hver eneste af disse ting. Men sandsynligheden for, at du altid foretrækker den dyreste løsning, er nærmest lig med nul. Det giver ikke nogen mening, og derfor bør prisen på en bil aldrig være din primære målestok for hvilken bil du skal vælge. Det er fint at lade budgettet indskrænke de muligheder du kigger på, men hvis du sorterer efter pris og så vælger den dyreste, så laver du en kæmpe fejl.

Medmindre selvfølgeligt dit primære mål er, at vise hvor dyr en bil du har råd til. Så vælg den dyreste bil, og skriv prisen på siden af den.