logo

Tørstig Efter Forandring og Nye Udfordringer?

Da jeg nåede mine teenage år, blev jeg virkelig led ved mine forældre. Jeg ved godt at stort set alle går igennem en fast når de når de der 13-14 år, hvor de laver oprør, men det her var virkelig i ekstrem grad. Jeg var som et blodtørstigt monster: jeg pressede på alle de knapper jeg kunne finde, der ville skabe reaktioner fra mine forældre. I dag er jeg målløs over, at de overhovedet gad blive ved med at kæmpe: de er i sandhed de bedste forældre et menneske overhovedet kan bede om!

Nu hvor jeg er blevet voksen, og er kølet af på det punkt, har jeg ofte tænkt tilbage på den tid og spurgt mig selv hvorfor jeg agerede på den måde. Efter meget filosoferen, er jeg nået frem til den konklusion, at jeg ganske enkelt kedede mig. Jeg havde ikke rigtigt noget i mit liv, der virkelig tiltalte mig eller som jeg brændte for. Jeg tog i skole, fordi det nu engang var noget man gjorde, men der var ikke en eneste ting på skoleskemaet der sagde mig noget. Jeg havde ingen fritidsinteresser, og jeg havde formået at skubbe alle venner væk på skolen. Jeg var altså ensom og frustreret, og det ledte til en enormt smertefuld følelse af afmagt. Men mine forældre var der stadig, og de blev hængende. Så min utroligt dumme og umodne måde at genfinde en følelse af kontrol på, blev at finde måder hvor jeg kunne styre dem på. Hvis jeg kunne sige noget så ledt og smertefuldt, at det fik min far eller mor til at græde, jamen så var jeg i kontrol. Jeg ville være den, der kunne beslutte at de skulle have en negativ følelse.

Jeg væmmes ved tanken om de ting jeg har sendt mine forældre igennem, og er evigt taknemlig for at de bar over med mig, og hjalp mig igennem. Jeg er også uendeligt taknemlig for, at de fik idéen til at sende mig på efterskole jylland. Det at komme væk hjemmefra, og starte mit liv forfra i nye omgivelser, var lige præcis det der skulle til for at stoppe den negative spiral jeg havde fanget mig selv i. Efterskolen var en mulighed for at genopfinde mig selv, og prøve at finde kontrol på nye og mere konstruktive måder.

Det var fantastisk effektivt. Det gik op for mig, at kontrol og ansvar går hånd i hånd. Nu hvor jeg selv havde kontrol over at rydde mit værelse op, eller komme ned at spise mad til tiden, var der også et ansvar forbundet med det. Allerede på efterskolen fik jeg altså realisationen, at jeg havde overset mit ansvar overfor mine forældre, da jeg opdagede kontrollen jeg havde over dem. Den næste ferie jeg havde derhjemme brugte jeg derfor på at åbne op overfor dem, græde sammen med dem, og fortælle dem hvor meget jeg elsker dem og alt hvad de har gjort for mig.