logo

Uddør Den Gode Gammeldags Webshop Snart?

Internettet er i konstant forandring, og det kan nogle gange godt være rigtigt svært at følge med. Det er dog vigtigt at man gør sit bedste for at prøve: ellers ender man med at blive overhalet indenom. Det er måske knap så vigtigt, hvis det bare er fordi man er lidt langsom til at komme med på det sidste nye sociale medie, og derfor går glip af nogle memes og trends ind til man endelig får taget sig sammen til at installere app’en eller skrive sig op på hjemmesiden. Men når det kommer til ens forretning, så kan det at være langsom, være grunden til at din forretning ikke længere tjener penge, og derfor må lukke ned. Det er selvfølgeligt frustrerende i sig selv, sådan at skulle opgive en drøm, der ellers gik så godt. Men det er også et enormt ansvar: når du driver en forretning, så er der ansatte, underleverandører og kunder der regner med dig. Deres forretning eller interesse afhænger af, at du bliver ved med at være en profitabel forretning. Så det går altså ikke at være for langsomt ude her: du er nødt til at holde øje med udviklingen på internettet, så din forretning kan tilpasse sig og overleve.

Særligt ejere af webshops bør være en smule bekymrede i disse dage. Der er nemlig ikke sket specielt meget udvikling på den front, siden de første webshops blev lanceret. Designet et selvfølgeligt blevet bedre, betalingsmulighederne mere sikre, bruger-oplevelsen forbedret og så videre. Men det er i bund og grund stadig samme koncept: kunden skal finde din webshops hjemmeside, så bladrer de rundt til de finder det rigtige produkt, så betaler de dig, og du sender dem produktet. Ganske simpelt. Hvorfor skulle det ændre sig?

Det behøver det som sådan heller ikke, men vi er nødt til at kigge på tendenserne. Stort set alle andre områder af internettet er blevet centraliseret i højere og højere grad. Før i tiden var der mange forskellige online fora, hvor folk diskuterede med hinanden. Nu er det hele samlet i grupper på Facebook. En gang var der tusindvis af forskellige blogs, hostet på deres egne hjemmesider, men i dag er de blevet erstattet af Facebook Pages. Hvad hvis det samme sker med webshops?

Nogle ser på Amazon som værende den mastodont, der ender med at spise alle de små webshops, ligesom Facebook har gjort det med blogs og fora. Men er der en måde at undgå dette på, så vi kan beholde noget kontrol over vores egen butik, og ikke give størstedelen af vores profit væk til en platform?

Der er faktisk håb: der er nemlig en anden model vi kan bruge, som har virket for de fysiske butikker. Det handler om at lave et storcenter: når man handler i et storcenter, så har man den fordel, at alle butikkerne er placeret i samme bygning. Man har altså den fordel at det hele er samlet, og det er gjort uden at opgive den enkelte butiks identitet eller kontrol. Den samme model har Google indført online i form af google shopping. Her kan kunderne gå ind på én hjemmeside, og søge efter produkter på tværs af webshops. De behøver altså ikke kende til din webshop allerede, for at kunne handle hos dig: Google gør derimod det, de gør bedst, og hjælper kunden med at søge. Du beholder din egen webshop, og er bare en del af en slags virtuelt storcenter.